Lav helhedsplan for Silkeborg by

Af Lars Hedegaard, byrådsmedlem for Liberal Alliance,
Jan Beck-Nielsen, byrådsmedlem for Liberal Alliance,
Steen Vindum, byrådsmedlem for Venstre, og
Kristian Pihl Lorentzen, byrådskandidat for Venstre
Vi er af den klare opfattelse, at vi trænger til at få lavet en helhedsplan for udviklingen i Silkeborg by. Vores opfattelse blev bekræftet på det velbesøgte debatmøde i Medborgerhuset forleden. Fraværet af en helhedsplan indebærer, at der ikke arbejdes ud fra en samlet strategi med deraf følgende knopskydning og kortsigtede løsninger.

Vi foreslår, at en helhedsplan udarbejdes i løbet af 2026 i et godt samspil med borgere, foreninger og interesserede private bygherrer. Herefter kan planen vedtages i byrådet - forhåbentligt med opbakning fra et bredt politisk flertal.

Planen skal give svar på bl.a. følgende centrale spørgsmål: Hvor bør eksisterende bygninger og kvarterer med særlig historisk og arkitektonisk værdi bevares? Hvor kan der ske omdannelse (nedrivning/nybygning) med henblik på moderne, bæredygtige bygninger med god arkitektur? Hvor kan vi bygge højt eller bygge punkthuse? Hvordan kan vi udvikle baneterrænet ved stationen i forbindelse med etablering af den planlagte viadukt under Frederiksberggade? Kan jernbanen lægges under jorden på en længere strækning forbi stationen, så der kan bygges i højden ved stationen langs Drewsensvej og derved binde byen bedre sammen? Hvad skal der ske med søfronten ved rådhuset? Hvordan bygger vi en nok Hjejle-dok og gør det samlede havneområde endnu mere attraktivt? Og hvordan sikrer vi samtidig, at vi har vore åbne pladser så begivenheder som Riverboat, Regatta og andet kan afvikles? Hvordan understøtter vi bedst et godt handelsliv i midtbyen? Hvor bør der etableres flere P-pladser? Hvordan sikrer vi et bedre trafikflow i byen?

Det skal være slut med spredt fægtning og manglende beslutningskraft omkring udviklingen af Silkeborg by. Lad os komme i gang med at lave en velgennemarbejdet helhedsplan, der også forholder sig til de trafikale udfordringer. Har vi så glemt resten af kommunen? Nej, slet ikke! Vi skal samtidig sørge for rettidig kommune- og lokalplanlægning af gode bo- og levemiljøer samt erhvervsudvikling i centerbyen Kjellerup og i resten af kommunens lokalsamfund. Alt sammen som grundlag for sund vækst, en stærk økonomi og god trivsel i vores kommune.


linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram