Laksen var stort set uddød i 1921

Peter Nymann Eriksen (PNE) går her i avisen den 4/8 i rette med undertegnede med hensyn fakta omkring den oprindelige laksestammes uddøen i Gudenåen. Ja, PNE går endog så langt, at han antyder, at jeg bevidst ønsker at fordreje sandheden. Nuvel – det er ikke første gang i den 30 år lange debat omkring Tange Søs fremtid, at modstandere har forsøgt at beklikke min troværdighed fordi jeg formaster mig til at kæmpe for søens bevarelse. Det er en vilkår i kampens hede, som jeg lever med.

Men lad os dvæle lidt ved fakta om laksens rivende tilbagegang - og til slut totale forsvinden fra Gudenåen. Der er en række kilder til dette tema og tallene er ikke entydige. Et er dog sikkert: Der skete en dramatisk nedgang i mængden af fangede laks fra midten af 1800-tallet og frem. Fra niveauet 8.255 kg fangede laks i Frisenvold Laksegår i perioden 1852-58 til sølle 891 kg i 1913. I perioden 1901-1914 udsatte staten smolt fra Frisenvold på baggrund af bekymring for det kraftige fald. Faldet i fangsterne fortsatte frem til 1920, hvor dæmningen ved Tangeværket blev opført. Herefter fortsætter nedgangen i laks frem til 1929, hvor fangsterne var lig nul.

Årsagerne i det dramastiske fald i perioden fra 1850 frem til indvielse af Tangeværket den 8/1-1921 skal findes i følgende: 1) Uddybning af Gudenåen mellem Bjerringbro og Silkeborg fordi et af vores store midtjyske aktiver, hjuldamperen Hjejlen, skulle sejles fra Randers til Silkeborgsøerne i 1861. 2) Uddybning af Gudenåen af hensyn til pramfarten, idet der krævedes mindst en meters dybde til sejladsen. Laksen foretrækker gydedybder på 40-80 cm. Uddybninger med fjernelse af sten og grus har således været hård kost for laksens gydemuligheder.

Konklusion: Gudenålaksen var ikke fuldkommen uddød i 1921. Men den var meget tæt på det. Og i 1929 var det helt slut. Det således forkert og manipulerende, når sømodstandere tegner et billede af Tangeværket, som den store skurk i laksens død. I sandhedens tjeneste korrigerer jeg gerne mit udsagn om, at laksen var fuldkommen uddød ved værkets opstart. Men den var stærkt på vej til det på grund af begivenhederne i sidste halvdel af 1800-tallet. Jeg beklager denne unøjagtighed, der hermed er rettet.

Afslutningsvis vil jeg endnu engang slå til lyd for, at vi i samlet skare kæmper for bevarelse af Tange Sø til sidste vanddråbe, og at vi går efter den oplagte løsning til opfyldelse af EU’s Vandrammedirektiv – et kort stryg, der designes med ud fra krav om fri passage ved Tange for alle arter.