Viljen til at ville avler evnen til at kunne
Af Kristian Pihl Lorentzen, Ans.
Byrådskandidat for Venstre i Silkeborg Kommune.
For snart 15 år siden havde jeg fornøjelsen af ledsage en bygherre, der holdt møde med Hernings daværende borgmester, Lars Krarup. Med til mødet var også kommunaldirektøren samt planchef, miljøchef og teknisk direktør. Bygherren fremførte ideer og ønsker til lokalplanen med henblik på et stort byggeri. Ved mødets afslutning konkluderede borgmesteren, at kommunen ville gøre alt i dens magt for at for lokalplanlægning og byggetilladelser på plads inden for kort tid. Og de deltagende topembedsmænd erklærede sig enige. Mindre end et år senere var det store byggeri i fuld gang. Sådan skal det gøres!
Desværre er det langt fra sådan, det fungerer i Silkeborg Kommune. Her må bygherrer og investorer ofte vente i flere år, før de kan komme i gang med et projekt. Til skade for kommunens udvikling. Men til gavn for nabokommuner som fx Herning og Ikast-Brande, der har ja-hatten på og får projekter realiseret i en fart. Så her søger investeringerne hen.
Jeg har på det seneste fået en række henvendelser om gode projekter, der er blevet syltet eller trukket i langdrag. Herunder i Them, Ans, Demstrup og Silkeborg. Lokalplanlægning gennemføres ikke med tvivlsomme begrundelser, der med den fornødne vilje sagtens kunne overvindes.
Det er simpelthen ikke godt nok! Silkeborg Kommune bør agere med begejstring og effektivitet, når der kommer seriøse forslag om bolig- og erhvervsbyggeri. Og få kommunens del af arbejdet gjort i en fart. Vi skal ikke have et ry som en træg og træls kommune, der gør tingene besværlige. I stedet skal vi pr. automatik se muligheder frem for begrænsninger. Og være yderst servicemindede.
Denne grundholdning bør gennemsyre både det politiske og det administrative niveau. Det kræver imidlertid, at der - som det klart var tilfældet med Lars Krarup - er en klar politisk vilje i byrådet til at finde løsninger i en fart i tæt dialog med lokalområdet og bygherrer. Embedsfolk, der ikke kan forstå og følge denne politik, bør finde job et andet sted.
ØKs stifter, etatsråd H.N. Andersen sagde følgende: “Viljen til at ville avler evnen til at kunne”. Disse kloge ord gælder også, når vi taler om at sikre hurtig og smidig planlægning og byggesagsbehandling i Silkeborg Kommune.