V gør en forskel - Blå politik trods rødt flertal

Af MF Kristian Pihl Lorentzen, Kærsangervej 11, Ans.
Forsvarsordfører og byrådskandidat for Venstre
Det seneste folketingsvalg resulterede desværre i et rødt flertal. Dette resultat kunne medføre et af to. Enten en S-ledet rød regering baseret på den yderste venstrefløj. Eller – som det skete – en regering hen over midten i dansk politik. En blå regering var derimod umulig med et rødt flertal i tinget.

I lighed med mange andre var jeg skeptisk, da Venstre valgte at deltage i SVM-regeringen. Men min skepsis er forsvundet. For i kraft af målrettet indsats og godt samarbejde med andre partier er det lykkedes Venstre at få gennemført rigtig meget borgerlig politik i de seneste to år. Ja, vi har endog opnået solide borgerlige resultater, der ikke kunne opnås under tidligere blå regeringer, trods blåt flertal.

Lad mig fremhæve følgende resultater: Et historisk og hårdt tiltrængt solidt løft af forsvarsbudgettet. Fremtidssikring af sundhedsvæsenet, så alle kan få behandling i topklasse – hurtigere og tættere på. Modernisering af velfærdssamfundet til gavn for børn og ældre, herunder frisættelse af folkeskolen. De største personskattelettelser i et årti til 3 millioner arbejdende danskere, ligesom 280.000 har fået halveret deres topskat. Forudsigelighed ved generationsskifte for familieejede virksomheder koblet med lavere beskatning. Et markant løft af den borgernære velfærd baseret på en bomstærk dansk økonomi. Forøgelse af arbejdsudbuddet med 30.000 personer, hvilket er fem gange mere end det, de seneste to regeringer præsterede tilsammen. Desuden er der landet en historisk grøn trepartsaftale, der sikrer et fortsat stærkt landbrug samtidig med, at vi styrker naturen og klimaet.

Der kunne nævnes mange flere konkrete resultater. Jeg er stolt over, at det er lykkedes Venstre at skubbe Danmark i mere borgerlig retning i en periode med rødt flertal i Folketinget. Det er ikke så ringe endda, for at sige det på jysk. Befolkningen har brug for handling og konkrete resultater. Flotte ord alene bringer os ingen vegne.
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram