Ro i klassen er ikke gammeldags - det er nødvendigt

Der er desværre mange tegn på, at den danske folkeskole er i krise. Faldende faglige resultater, især indenfor matematik og dansk. Mistrivsel blandt mange elever med stress, præstationsangst, manglende motivation og skoletræthed Faretruende stigning i antallet af elever med særlige behov. En generel vigende tillid til, om folkeskolen kan løfte opgave med at sørge for god indlæring og trivsel. Generelt er den danske folkeskole skidt kørende sammenlignet med andre lande.

Der er selvsagt en række årsager til denne triste udvikling, der finder sted på trods af dygtige lærere og forældre, der kun vil børnene det bedste.

Jeg vil her pege på et helt grundlæggende problem: Manglende ro i klassen kombineret med manglende respekt for læreren og andre elever. Uden ro i klassen har vi ikke ordentlig indlæring og trivsel.

Jeg ønsker ikke at skrue tiden tilbage til den sorte skole og lektor Blomme. Men vi er nødt til at fokusere meget mere på ro, gensidig respekt og konsekvens. Det gælder alle forældre, der bør bakke op om skolen ved at deres børn er rolige og respektfulde som bagage hjemmefra. Det gælder skolens ledelse, der bør bakke kraftigt op om de enkelte læreres indsats for ro og respekt. Og det gælder naturligvis de enkelte lærere, der ikke bør tolerere uro og respektløshed, men omgående slå ned på det med konsekvens.

Men hvad så med de mange støttekrævende børn med en diagnose, vil nogen spørge. Ja, alt tyder på at den hidtidige håndtering af denne voksende gruppe ikke er optimal. Vi må sammen afsøge nye veje til, at disse børn får en meningsfuld og motiverende skolegang. Jeg har ikke en trylleformular for dette, men jeg erkender behovet for at finde helt nye løsninger i et godt samspil med fagpersoner, skolen og forældrene.

Lad os her i Silkeborg Kommune gå forrest og vise vejen for, at der kan og skal være ro og gensidig respekt i klassen. Som et klart politisk mål. Hvis ikke vi lykkes med dette, vil folkeskolens krise givetvis vokse yderligere i de kommende år. Og det kan vi ikke stiltiende sidde og se på.