Godt grundlag for afklaring om Tange Sø
Af Kristian Pihl Lorentzen, Ans
Folketingsmedlem og byrådskandidat for Venstre
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus aflagde feltbesøg ved Tange sø og værk mandag den 3/2-25 sammen med en række medlemmer af folketingets miljø- og fødevareudvalg, herunder undertegnede. I besøget deltog også borgmestrene fra alle ”Gudenå-kommunerne” samt repræsentanter fra de primære interessenter i søsagen. Herunder Foreningen til bevarelse af Tange Sø, NORLYS/Tangeværket, Danmarks Naturfredningsforening (DN), og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Alle var med omkring bordet og kom til orde med deres synspunkter, der koncentrerer sig enten om enten 1) tømning af Tange Sø og genskabelse af det oprindelige åløb, eller 2) anlæggelse af et kort stryg, der sikrer fri passage for alle arter ved Tange samt fortsat gennemstrømning af Gudenåen i Tange Sø. Det blev i løbet af dagen klart, at den tredje løsning med et lang-/mellemlangt stryg ikke længere nyder nogen videre opbakning. Desuden blev det slået fast, at et kort stryg rent faktisk opfylder kravene i EU’s direktiver, selvom nogen tidligere er kommet til at hævde det modsatte.
Ministeren skal have tak for ros for at tage sig tid til dette vigtige besøg, der vist nok er det 23. ministerbesøg i rækken ved Tange Sø. Nu er der sikret et godt fælles grundlag for en afklaring af fremtiden for Tange Sø. Næste trin er snarlig udarbejdelse af et kommissorium for den arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til en konkret løsning.
Det er Venstres klare holdning, at arbejdsgruppen skal tage afsæt i et kort stryg, der sikrer fri passage og mulighed for en fortsat grøn el-produktion efter svensk forbillede. Senere på året kan der træffes endelig politisk beslutning i regeringen om Tange Sø på baggrund af arbejdsgruppens arbejde. Jeg glæder mig til at følge den videre proces i denne vigtige sag.