Slut med at fyre for gråspurvene
Af Kristian Pihl Lorentzen, Ans
Folketingsmedlem for Venstre
Danmark står over for en afgørende udfordring: Hvordan sikrer vi en bæredygtig energiforsyning, der gavner både miljøet og økonomien? Et vigtigt skridt på vejen er netop taget. Ved at fjerne prisloftet på overskudsvarme baner vi vejen for smartere og mere effektiv energiudnyttelse. Slut med at fyre for gråspurvene.
Tag fx Apples datacenter ved Foulum som eksempel. Her produceres enorme mængder overskudsvarme, der hidtil har været spildt. Nu bliver det muligt at sende denne varme direkte ud i Viborgs fjernvarmenet. Det er et klokkeklart eksempel på, hvordan teknologi og innovation kan bidrage til en mere energieffektiv fremtid.
Men det handler ikke kun om Viborg. Vi har for længe tilladt overskudsenergi at gå til spilde, mens vi har talt højtravende om sund fornuft i energidebatten og brugt formuer i tilskud til grøn energi.
For der er meget mere på spil end blot en smart forbrug. Overskudsvarme kan blive en gamechanger i vores energipolitik, men det kræver, at vi forstår betydningen af samarbejde mellem offentlige og private aktører. Apple viser vejen, men det kræver politisk vilje at skabe lignende løsninger mange andre steder i landet.
Denne beslutning er ikke blot en praktisk detalje – den sender et stærkt signal om, at Danmark tør gå forrest i kampen mod energispild. Vi styrker vores energiuafhængighed og skaber incitament for virksomheder til at bidrage aktivt til vores energiforbrug.