Kandidat til byrådet i Silkeborg Kommune

Af Kristian Pihl Lorentzen, Kærsangervej 11, Ans.
Kandidat for Venstre ved KV25.
Jeg har efter moden overvejelse besluttet at stille op for Venstre ved næste kommunevalg i Silkeborg Kommune i november 2025.

Efter 30 år som folkevalgt - 12 år i byrådet i Kjellerup Kommune og 18 år i Folketinget - var jeg fristet til at lægge politik på hylden. Men mange - både lokalt i Ans og i resten af kommunen - har opfordret mig til at tage en tørn mere. Og der er fortsat en række vigtige politiske holdninger og mål, jeg gerne vil kæmpe for til gavn for vores kommune og dens borgere.

Hvad kan jeg så tilbyde vælgerne i Silkeborg Kommune? Svaret er: Politisk erfaring, gennemslagskraft, flid, synlighed, nærvær, godt tværpolitisk samarbejde, god kontakt til det landspolitiske niveau, samt målrettet og struktureret indsats med fokus på resultater.

I det kommende år vil jeg udfolde mine politiske holdninger og mål. Allerede nu vil jeg pege på en sammenhængende, effektiv og stærk kommune med god balance mellem land og by som en vigtig mærkesag. Silkeborg by skal være kommunens stærke lokomotiv, men ALLE vognene skal med på toget. Ingen lokalområder må føle sig glemte og vi skal give gode rammer for udvikling i alle dele af kommunen.

Blandt mine øvrige mærkesager kan nævnes:
- Satsning på en decentral struktur med borgernær service lokalt og mest muligt frit valg for børn og ældre. Mere reel indflydelse til lokalrådene og brugerbestyrelser.

- Kommunen skal op i et langt højere gear med udvikling og erhvervspolitik. På forkant med lokalplaner samt attraktive grunde til boliger og erhverv. Markant kortere sagsbehandlingstider for byggeansøgninger.

- Mest mulig effekt for hver eneste skattekroner. Målrettet udlugning i den omsiggribende regeljungle, rapportering og kontrol. Mere frihed under ansvar for de ansatte i kommunen. Frigjorte penge bruges til styrkelse af borgernær service - ældre, børn, skoler og handicappede.

- Bedre vilkår for foreningslivet og de frivillige ildsjæle. Langt mere enkle procedurer for ansøgninger til byfester, festivaler og andre arrangementer.

Som nævnt ser jeg frem til at redegøre nærmere for mine holdninger og mål i de kommende måneder. Uden sådanne kommer vi ingen vegne. Hvor der er vilje, er der vej!
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram