Hærvejsmotorvejen bør bygges østligt
Af Kristian Pihl Lorentzen, Kærsangervej 11, Ans
Byrådskandidat for Venstre i Silkeborg Kommune
Tak til Hans Rytter for et sagligt og godt indlæg i MJA om Hærvejsmotorvejen (HVM). Rytter har fuldkommen ret i, at HVM drejer sig om fremtiden. Det handler overordnet set om nødvendig fremtidssikring af vejkapaciteten nord-syd i Jylland samt en markant kortere vej til de vigtige markeder i Tyskland. Desuden vil HVM medføre fornyet udvikling længere mod vest i Jylland samt aflaste den befærdede E45 i Østjylland. Lokalt vil HVM få enorm positiv effekt for en række kommuner, herunder ikke mindst Silkeborg, Viborg og Ikast-Brande. Men også kommuner i nord og vest får stor gavn af projektet i form af en ny genvej fra Give direkte til Tyskland i stedet for omvejen via Vejlefjordbroen og Kolding.
Det er rettidig omhu, at man nu debatterer linjeføringen af HVM her i det midtjyske. Den grundige miljøkonsekvensvurdering bliver nemlig fremlagt til offentlig høring i nær fremtid. Herunder med et offentligt høringsmøde i Thorning i uge 41 med Vejdirektoratet som arrangør. Det er altså nu og frem til medio november man skal på banen, hvis man vil gøre sin indflydelse gældende. Og det håber jeg, at mange vil.
Efter nytår skal transportforligskredsen tage stilling til linjeføringen for strækningen Løvel – Klode Mølle. Øst eller vest om Viborg? Rytter har spurgt, hvor undertegnede står i den sag. Det oplyser jeg meget gerne. Jeg er klar tilhænger af den østlige linjeføring, der går vest forbi Kjellerup og vest om Rødkærsbro. Det er den korteste vej og en østlig løsning understøtter klart bedst den lokale udvikling i både Kjellerup og Thorning, samt i Ans, Rødkærsbro og Bjerringbro. Desuden sparer Viborg Kommune et trecifret millionbeløb til en nødvendig østlig omfartsvej.
Jeg er dog nødt til at tage forbehold for læsning af nævnte undersøgelse før jeg lægger mig helt fast. Herunder må vi forholde os til den samlede anlægsudgift og den rådige bevilling til projektet. Mit udgangspunkt er dog lysende klart: Vi bør satse på den østlige vej. Samtidig skal projektet udformes, så der tages mest muligt hensyn til mennesker og natur. I øvrigt bør vi samle alle gode kræfter om at få realiseret de resterende strækninger ned mod Haderslev hurtigst muligt, herunder Klode Mølle – Give samt Billund – Haderslev. Hullerne skal nemlig lukkes før vi får den fulde trafikale og udviklingsmæssige effekt af denne visionære motorvej.