Europa styrker kampkraften - og der med afskrækkelsen

Af Kristian Pihl Lorentzen, Kærsangervej 11, Ans
Diktatorer som Putin har kun respekt for én ting: Overlegen ildkraft. I mange årtier har vores nære NATO-allierede, USA garanteret for europæernes sikkerhed med både konventionelle våben og afskrækkelse med atomvåben. Det har effektivt afskrækket mulige agressorer i øst.

Nu står vi i en komplet ny situation, hvor amerikanerne ikke længere vil betale for vores sikkerhed. Samtidig er vi vidner til en massiv oprustning i det Rusland, der startede en invasionskrig mod fredelige Ukraine for tre år siden.

Denne alvorlige situation kalder på hidtil uset politisk handlekraft i Europa. Det er derfor glædeligt, at det på et EU-topmøde er blevet besluttet at finde ikke mindre end 6.000 milliarder kroner til oprustning i Europa. Målet er hastig opbygning af den militær kampkraft og en meget større europæisk forsvarsindustri, der er påkrævet for at kunne afskrække Rusland fra at angribe flere lande mod vest. Samtidig boostes den afgørende støtte til ukrainernes tapre forsvarskamp.

Jeg tror fortsat på, at USA - trods ufatteligt skuffende meldinger fra præsident Trump - vil være på vores side vores i kampen for fred og frihed. Men vi europæere er nødt til at tage højde for den værst tænkelige situation - at vi står alene.

Det er trist, at vi er pisket til at bruge meget store summer på forsvar og sikkerhed. Men det er vi. De gratis omganges tid er forbi. Nu må Danmark og Europa tage ansvar for vores egen sikkerhed midt i en dybt alvorlig situation med stærkt øget trussel fra øst. Vi må ikke friste Putin til nye angreb ved, at vi mangler kampkraft, robusthed - og ikke mindst - forsvarsvilje.
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram