Byggesagsbehandling i slæbegear
Af Kristian Pihl Lorentzen, Ans
Byrådskandidat for Venstre i Silkeborg Kommune
Jeg har talt med mange borgere og erhvervsfolk, der oplever uacceptabelt lange byggesagsbehandlingstider i Silkeborg Kommune. Det gælder ikke kun for større og mere komplicerede erhvervsbyggerier, men også for ukompliceret byggeri af boliger eller en carport. Målingerne af Silkeborg Kommunes erhvervsvenlighed bekræfter desværre, at her vi har et stort problem.
En af kommunens vigtige opgaver er at sikre en smidig og hurtig myndighedsbehandling af ansøgninger, som borgerne ovenikøbet betaler høje gebyrer for at få behandlet. Alt andet er komplet urimeligt og hæmmende for udviklingen rundt i kommunen. Det må være et klart politisk mål, at få indført mere effektive sagsgange samt bedre balance mellem ressourcer i forvaltningen og antallet byggesager.
Desuden bør der indføres politisk vedtagne servicemål for området som en garanti til borgere. Fx at det sagsbehandlingen af et ukompliceret boligbyggeri maksimalt må vare 3 måneder. Tilsvarende skal der sættes mål for erhvervsbyggeri. Og der bør løbende følges op politisk på sagsbehandlingstiderne. Vores kommune skal ikke være kendt for at køre i slæbegear, når det gælder service til borgere og virksomheder, der ønsker at investere og bygge til gavn for os alle.