Børneløfte kræver finansiering
Af Kristian Pihl Lorentzen, Ans
Byrådskandidat for Venstre i Silkeborg Kommune
Vores børn fortjener det bedste, lyder det fra borgmester Helle Gade i indlægget ”Vores børneløfte” her i avisen den 22/10. Dette synspunkt er jeg grundlæggende enig i. Men realiteten er, at borgmesterens række af løfter til børnene koster rigtig mange penge. Og at løfterne afgives i en situation, hvor kommunens økonomi strammer alvorligt til – med stort træk på kassebeholdningen i 2026. Og med behov for at finde store besparelser på driften når næste budget skal lægges, fordi kommunens indtægter er vigende som følge af Socialdemokratiets egen lavvækst politik de seneste tre år. Det kaldte S i øvrigt ”balanceret vækst” i valgkampen i 2021, men det blev i realiteten til lav vækst. En politik med manglende rettidig omhu vedr. lokalplanlægning af boliggrunde og attraktive erhvervsgrunde rundt i kommunen. Nu mærkes det på økonomien og der skal prioriteres hårdt fremover. Midt i dette scenarie kunne det være rart at høre, hvor borgmesteren vil finde pengene til at indfri de rare løfter? Hvilke andre områder skal beskæres? Vil S hæve skatten?
Venstre er også optaget af god velfærd til borgerne. Men vi lover ikke mere, end vi kan holde i en svær økonomisk situation. Skattestigninger er ikke vejen frem. Vi er derfor optaget af, at få mere damp på kedlerne i vores kommune, så vi baner vej for solid tilflytning af nye skatteborgere fra bl.a. leveomkostningstunge Aarhus – og dermed flere penge til velfærd. Det kræver en ny kurs med erhvervsvenlig politik samt fokus på sund vækst og udviklingsmuligheder i alle dele af kommunen. Velklingende løfter gør det ikke alene – der skal penge og handling bag ordene.